Pigernes trætte hjerner

Piger får deres ADHD-diagnose 11,5 år senere, end drenge med ADHD gør. En af grundene til, at de går under radaren er, at de ikke ”hænger i gardinerne”, som hyperaktive ADHD-drenge gør. Pigerne lærer hurtigt at tilpasse sig sociale spilleregler ved at spejle sig i veninderne. Netop fordi overlevelsen ligger i at kende spillereglerne. De kæmper for at passe ind, og derfor bliver diagnosen svær at se med det blotte øje. Hvis ikke, pigerne lykkedes med at blende ind, bliver de anset for at være uhøflige eller dårligt opdraget.

Forestil dig, at du har et handicap, men du ved det ikke. Eller du ved, at du har en funktionsnedsættelse i hjernen, men du har ingen ide om, hvordan du begår dig i et samfund med et skjult handicap, der nærmest føles som en falliterklæring. Det er udgangspunktet for Julie, Marie, Sarah, Isabella og Cecilie. Udadtil ser man fem helt almindelige unge piger, men de har alle ADHD, en diagnose, der udfordrer dem hver dag.

”Jeg ser det som én måde, hjernen kan være på. Hjerner er vidt forskellige. Derfor vil ADHD-symptomer også være forskellige og ikke to ADHD-diagnoser er ens. Derfor er det svært at opdage lidelsen, fordi mønstrene kan være så individuelle”, fortæller Lisa Thygesen, psykoterapeut med speciale i ADHD hos voksne og selv diagnosticeret med ADHD.

Når man har ADHD, har man ”en træt hjerne”, og det skyldes uregelmæssig udskillelse og regulering af dopamin og noradrenalin i hjernen. Det betyder, at en ADHD-hjerne har et ringere udgangspunkt end en neurotypisk hjerne. ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, der kan have konsekvenser for livskvaliteten, da lidelsen giver forstyrrelser i personens opmærksomhed og aktivitet. ADHD er en forkortelse af ”attention deficit hyperactivity disorder”. Der er både sværhedsgrader og varianter af lidelsen. Typen af ADHD bestemmes på baggrund af, hvor fremtrædende symptomerne opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet er for den enkelte. Diagnosen ADD gives, når opmærksomhedsforstyrrelsen er det overvejende, og her vil hyperaktivitet og impulsivitet være til stede i mindre grad eller slet ikke.

Isabella Mai

Igennem de sidste 6 år har Isabella måtte give op og starte forfra af flere omgange i forsøget på at få en gymnasial uddannelse. I dag læser hun enkeltfag på Aarhus HF og VUC, for det er her, hun kan realisere drømmen om at læse til socialrådgiver. En grå novemberdag sidste år, fik Isabella diagnosen ADD. Tidligere har hun døjet med angst og været fejldiagnosticeret med skizotypisk sindslidelse og tilpasningsreaktion. Men det var først, da ADD-diagnosen blev stillet, at vægten fra skuldrene forsvandt. I en alder af 23 år, kunne Isabella ånde lettet op, for nu gav det hele mening.

”Min udiagnosticerede ADD har stået i vejen for, at jeg kunne blive den bedste version af mig selv. Det har stået i vejen for, at jeg kunne blomstre op. I stedet har det plantet en fundamental ide om, at jeg er utilstrækkelig i rigtige mange af livets aspekter. Men med klarhed om min hjernes måde at fungere på, eller hvordan den til tider ikke fungerer, kan jeg bedre forstå mig selv og respektere mine begrænsninger. "

"Jeg kan nu få den medicin, som gør, at mine tanker og handlinger kører parallelt med hinanden. Mine symptomer er blevet mindre, efter jeg fik en forklaring. Jeg er glad for min ADD-diagnose, og er lettet over at vide besked i dag. I stedet for en konstant søgen og higen efter at have det samme udgangspunkt som andre, ved jeg nu, at det får jeg aldrig. Men det er okay, for jeg finder et andet fundament at arbejde ud fra.”

”Jeg skal bruge store mængder energi på dagligdagens gøremål, og blot det at få dannet mig et overblik, kan tage store portioner af min i forvejen begrænsede energi. Hver dag starter i nul. Jeg vågner ikke op med fornyet energi men med en tung krop og et hoved, der snurrer. For mig betyder min ADD, at jeg ikke kan håndtere stress. Mit hoved føles altid tåget, fordi der er så mange tanker på engang, så intet står klart for mig. Det er en hvirvelvind af tanker om, hvad jeg foretager mig lige nu, hvad jeg skal huske at gøre senere, hvad personen foran mig snakker om, hvad jeg skal huske at svare personen bagefter, og om jeg får svaret på den helt rigtige måde. Samtidig forholder jeg mig også til, at den kuglepen, jeg holder mellem fingerspidserne, er ret smart, og den skal jeg huske at købe en mere af, for det kan være, jeg smider den væk på et tidspunkt.”

”Store dele af mit liv har været fuldt af frustrationer. Frustrationer, som jeg lod gå ud over mine nærmeste. I min barndom og teenageår isolerede jeg mig selv. Mit hoved modarbejdede mig, og verden rundt om mig krævede samtidig for meget. Derfor var den ”lette” løsning at være på værelset under min dyne. Her kunne jeg være i fred for en stund. Men min manglende diagnose er også skyld i, at jeg aldrig har haft et rigtigt job, eller været ”rigtig” ung. Helt generelt har jeg ikke oplevet verden på samme vilkår som mine jævnaldrende. Jeg turde ikke gå til verden med samme gåpåmod, fordi mit fundament var ustabilt. Jeg vidste, at jeg ville blive overvældet af alle sanseindtrykkene, og jeg ville miste overblikket.”

Julie Krogh

Engang var Julies store drøm at læse til retsmediciner, men i dag er drømmen en helt anden, nemlig designteknolog. Julie er 21 år og i gang med sit tredje sabbatår. Forinden tog hun en STX på biotek-linjen. Efter nogle hårde år på skolebænken, var hun nu klar til at gå ud i verden med en rød studenterhue og et snit på 11,3. I folkeskolen var hun den flittige elev i klassen, som altid var i godt humør og havde overskud til at hjælpe hendes klassekammerater. Udadtil så hun ud til at trives, men så snart hun lukkede hoveddøren derhjemme, kravlede hun ind i sin seng og lukkede sig om sig selv. Julies hoved kunne ikke rumme mere, og nu var hun igen i stort underskud efter en enkelt skoledag.

”Mine veninder kalder mig et levende leksikon. Jeg har altid elsket at lære. Det giver mig så mange pluspoint på energi-kontoen, at kunne opsøge mere viden og blive ved med at putte viden ned i min knold. Hvis jeg opdager nye ting, eller ting jeg ikke ved noget om, gør jeg mit for at uddanne mig indenfor området. Men det er også den side af mig selv, jeg godt kan lide at vise frem. Men en anden side af mig er hende, som lukker døren til værelset, hende som har brug for timeout fra livet udenfor. Hende, der skal respektere, hvor træt hun egentlig er.

Jeg er ikke en, som fiser rundt og løber op ad væggene. Men mit hoved er overvældet hele tiden. Jeg er mere bekymret for, hvornår jeg kommer op igen, hvis jeg endelig lægger mig ned under dynen. Det at have al motivation i verden til at lære og lære og lære, og en ADHD- hjerne, der på ingen måde kan administrere sanseindtryk, er dømt til at gå galt på et tidspunkt. Min hjerne siger stop.”

”Mit mentale helbred har været en udfordring, så længe jeg kan huske. Jeg fik en depression, da jeg gik på efterskole og en angst-diagnose som 16-årige. Men det var først i december 2021, at jeg fik et svar, som forklarede det hele. Et svar, som gav mig en forståelse af, hvad der var roden til mit indre kaos. Jeg fik diagnosticeret ADHD i svær grad. Det efterlod mig både ekstremt lettet, men også vemodig. Det vendte mit perspektiv 180 grader, og det fik mig til at tvivle på mig selv og på fremtiden. Lyspunktet var, at lidelsen kunne behandles, men mit fundament smuldrede fuldstændig under mig, og det resulterede i, at jeg fik endnu en depression - og jeg kan godt skrive under på, at min ADHD og depression ikke just snakker sammen. De snakker faktisk fuldstændig forbi hinanden”.

Cecilie Grønning

I gymnasiet overlevede Cecilie ved at være ”hende den sjove”, fordi det faglige sejlede for hende. Hun kompenserede socialt, så de andre i klassen ikke opdagede det. Cecilie er en pige med store armbevægelser og fart på, og hun er bestemt ikke ræd for at sige sin mening. Hele livet igennem har det for hende ofte været ”alt eller intet”. Hun går ikke ind til tingene med en halvfesen energi. Derfor blev det svært i skolen både at være god fagligt og socialt. I dag læser 25-årige Cecilie odontologi på Københavns universitet men nu med dugfrisk ADHD-diagnose i ryggen.

”Jeg har altid masket meget. Jeg har altid gået meget op i, hvordan jeg så ud og hvordan andre opfattede mig. Det kan lyde overfladisk, men set i bakspejlet har det været for at skjule, hvor anderledes jeg følte mig indeni. Jeg vidste godt, at jeg havde sværere ved tingene end andre. Og stadig ofte har. Derfor blev det en overlevelsesmekanisme for mig, at jeg ikke måtte stikke ud. Jeg kunne ikke styre, hvordan jeg havde det indeni, men jeg kunne styre det udenpå. Jeg blev virkelig dygtig til at skjule, hvor skidt jeg egentlig gik og havde det. Derfor måtte jeg ret langt ud, før det gik op for mig selv og andre, at jeg behøvede hjælp til at stoppe op og sadle fuldstændig om i min tilværelse.”

”Kort efter jeg startede på odontologistudiet, stod det klart for mig, at jeg var enormt udfordret, og en del mere end andre omkring mig. Jeg kunne ikke gennemføre det her. Jeg druknede presset og skuffelsen i fester, og håbede naivt på det bedste. Men da en veninde prikkede til mig og tippede om en podcast ”Undskyld, jeg afbryder”, faldt tiøren. Jeg var knust, stortudede, men nu kunne jeg sætte en finger på det. Midt i andet semester gik jeg på sygeorlov og blev udredt for ADHD. I min journal skrev min psykiater: ”Ratingskala for ADHD: ”Patient scorer tårnhøjt på alle symptomer”. Så der var ingen tvivl, jeg havde ADHD, og jeg havde det også i svær grad. Konklusionen lød således: ”Patienten har en kronisk og livslang ADHD-lidelse, som formentlig vil kræve livslang medicinsk behandling for at sikre et godt funktionsniveau”.

”I starten syntes jeg, det var lidt ironisk at finde ud af så sent i livet, at jeg havde ADHD. Jeg havde en helt anden opfattelse af, hvad det ville sige at have en funktionsnedsættelse i hjernen, så jeg kunne slet ikke se det. Men på kort tid har jeg set, hvor langt den rette medicin og bedre kendskab til min diagnose har rykket mig. Dog har jeg fortsat en dag om ugen, hvor jeg tilbringer hele dagen i sengen med hovedpine. Mit hoved kan slet ikke holde til en pakket kalender, hvor der skal jongleres mellem studie, venner, motion og arbejde. Mit hoved kører hele tiden i 6. gear, i 4-5 forskellige spor på én gang, og derfor er jeg nødt til at bremse helt op og nulstille. Men jeg gør det mere bevidst nu, fordi jeg ved, hvor meget mit hoved behøver det. Det kan betale sig i længden, og jeg kan nu slippe ideen om, at det er, fordi jeg er doven eller dum.

Marie Skalshøi

Efter en sygemelding fra biologistudiet på grund af stress, begynder Marie til samtaler hos sin læge. I den forbindelse mistænker en sygeplejerske, at Marie kunne have ADHD. Derfor beder hun Marie om at tage en test. Den test bliver første skridt mod den ADHD- diagnose, Marie fik stillet sidste sommer. Marie er 26 år gammel og læser biologi på Aarhus Universitet, og så har hun ADHD i moderat grad. Som 25-årige var dette både en øjenåbner og en sorg.

”At få klarhed og få et svar på, hvad der foregår oppe i mit hoved, gør at jeg i dag kan færdiggøre min bachelor. Godt nok forlænget med halvandet år, men nu er det i det mindste muligt. Jeg kan nu få medicin og værktøjer til at stoppe den uendelige cyklus af op-og nedture. I perioder vil jeg stadig føle mig udbrændt, men ikke i samme grad som før.”

”Jeg kan mærke, at jeg ikke fungerer som andre, når jeg befinder mig på studiet, og når jeg er nede for at handle ind. Det dræner mig enormt meget at skulle forholde mig til andre mennesker, og derfor er en tur efter dagligvarer et større projekt. Forløbet skal tænkes igennem fra enden til anden. Jeg skal vide præcis, hvad jeg skal have med hjem. Jeg har ikke plads i mit hoved til at tage hurtige beslutninger, når jeg står dernede, og derfor kan jeg blive meget udfordret, når varerne for eksempel er udsolgt. Det er samspillet mellem alle lydene, alle menneskerne og alle varerne. Jeg tager det hele ind på engang. Selv lysstofrøret i loftet over mig, kan jeg høre - hvis altså jeg har glemt mine høretelefoner.”

”Mit hoved bliver nemt overstimuleret, og derfor er jeg nødt til fra dag til dag bevidst at forholde mig til, hvor jeg lægger min energi. For jeg kan ikke det hele. Selvom jeg gerne ville. I mit hoved er det svært at tage beslutninger, især hvis jeg ved, der kan være konsekvenser ved beslutningen. I mit hoved er der mange tankespor, som kører samtidig og i et meget højt tempo.”

”At få læst pensum på studiet er en stor udfordring i det daglige. Jeg mærker, at jeg skal kæmpe meget for, at mine tanker ikke tager mig nye steder hen. Når mine øjne flytter sig ned over teksten, kan en enkelt illustration fjerne mit fokus. Selvom mine øjne stadig læser bogstaverne på papiret, sætter de sig ikke, fordi mine tanker allerede er vandret et andet sted hen, og jeg må starte forfra øverst på siden igen. Ideen om at læse en tekst er på sin vis ligetil. Du skal fra a til b. Du skal fra første ord til sidste ord på siden. Men med min hjerne kan det føles, som om jeg skal ned ad hundredvis af forskellige sideveje, før jeg når til b.”

Sarah Rand

Sarah har haft sin ADHD-diagnose siden fireårsalderen og dermed som en kendt følgesvend igennem hele sin opvækst. Den har nogle gange været hendes bedste ven og andre gange hendes værste fjende. I dag er Sarah 24 år og læser til daglig kultur, kristendom og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Ved siden af driver hun Tulipa Studio, som er hendes eget hjertebarn. Et projekt, der startede tilbage i 2021, hvor Sarah gik ned med stress. Her sagde både Sarahs hoved og krop fra.

”I et forsøg på at finde fodfæste og komme op af det hul, jeg befandt mig i, meldte jeg mig til et Living Yolates forløb. I starten var det for at finde kærligheden til mig selv, men efterfølgende skabte jeg Tulipa Studio. Jeg havde brug for at dele den glæde, jeg oplevede ved at dyrke yoga, meditation, dans og pilates med andre. Jeg fandt et nyt tempo i samspil med min hektiske ADHD-hjerne. Jeg fandt en særlig ro i uroen. Min ADHD udfordrer mig stadig, men sammen med bevægelser og øvelser med kroppen sker der noget helt magisk.”

”I mit fravalg af medicin, er jeg nødt til at følge min krops naturlige udsving. Medicin lagde så meget låg på mig, at jeg ikke kunne være i det, så ville jeg hellere tage kampen med mine udsving. Min ADHD gør, at jeg har et intens drive, men samtidig har jeg svært ved at bevare kontrollen og passe på mig selv imens. I mit altid høje tempo får jeg ikke mærket efter og stoppet op i tide.

Mit hoved fortsætter med 180 i timen, lang tid efter at min krop har sagt stop. Min ADHD-hjerne vil fortsætte, men angsten i min krop vil stoppe op, hvilket resulterer i en kontinuerlig kamp mellem to modpoler, der på ingen måde kan enes.”

”Forestil dig, at du har købt 100 abonnementer. Du bliver nødt til at afmelde nogle af dem, men du har lyst til at beholde dem alle, fordi du har et drive for dem alle sammen. Du kan se noget spirende i det hele. Du er så glad. Du kører bare og arbejder på det hele, fordi du finder glæden i det, indtil du bliver nødt til at afmelde dem alle, fordi dit system bliver så overbelastet, at du får stress og angst. Du får lige pludselig tanker, som kan være så depressive, og du orker ikke en ængstelige periode én gang til. Indtil du lige så stille har bygget dig selv op igen, og starter forfra. Det er sådan min adhd- hjerne fungerer.”

”Min ADHD gør, at jeg lever enormt meget i nuet. Mine op-og nedture er så intense, at jeg ikke kan forholde mig til andet. Når jeg er glad, er jeg i skyerne, og når jeg er ked af det, er jeg helt i kulkælderen. Men mine tanker får først rigtig spalteplads, når jeg stopper helt op. Ofte mere end jeg har lyst til. Her løber mine tanker af med mig og kan blive uhyggelig mørke. Det er nok også derfor, jeg fylder kalenderen helt op, så jeg kan flygte fra de tanker. Som du nok kan høre, skal jeg nærmest slås for at opretholde balancen mellem følelser, tanker, ”skal”- ting og alt det sjove. En konstant afvejning, som helt sikker tilter for mig. Det er mere et spørgsmål om hvor meget?”

Using Format